Se nyhedsbrevet online her
 
 
 
 
 
 
         
     

IMT Nyhedsbrev

I dette nyhedsbrev kan du læse om:

  • Nyt fra Anders
  • Velux Fonden giver 5,8 millioner kroner til projektet Living with Nordic Lighting
  • IMT delegation deltog i Critical Edge Alliance konference i Mumbai
  • Kort nyt fra IMT
  • Ph.d-studerende indskrevet ved IMT ph.d-skole i 2017
  • Ph.d.-forsvar i oktober og november
  • Kommende arrangementer på IMT
  • IMT mødematerialer, publikationer og presseklip
  • Nyeste publikationer og presseklip på IMT
 

Kære alle

Budget 2018 er nu ved at blive planlagt. Umiddelbart budgetteres der med 15 mio. kr. i underskud. Hvis bestyrelsen accepterer budgettet, og hvis besparelsesplanens i øvrigt implementeres som planlagt over de kommende år, vil budgettet være i balance i 2020 med en egenkapital på svarende til målet på 5% (ca. 35 mio. kr.).  Universiteterne kan blive påført yderligere uforudsete besparelser, men det giver trods alt en vis ro, at der ikke umiddelbart er optræk til flere besparelser inden for de næste tre år.

Der er indgået en ny samarbejdsaftale mellem Roskilde Kommune og RUC, som markerer en meget tættere relation mellem byen og universitetet end den, der hidtil har været etableret. Aftalen følges op på månedlige møder mellem kommunaldirektøren og RUC’s prorektor. RUC afsætter 250.000 kr. til formålet. På det første møde i den nye samarbejdsorganisation blev der udpeget fire forskningsområder, som kommunen er interesseret i og vil samarbejde om: 1) Sundhed (patientrejser og patientoplevet kvalitet), 2) Bæredygtighed (frivillighed, forskning og samarbejde), 3) Uddannelse (sammenhæng og systematik på 8-18 års området) samt 4) Oplevelser, erhverv (især med fokus på kommunens afbureaukratiseringsprojekt).  Institutlederne involveres i udvælgelse af forskere, der kan formulere idéer til projekternes konkrete indhold. Der iværksættes desuden fælles aktiviteter om kandidaters beskæftigelse bl.a. vedr. praktikpladser og samarbejde med jobcenteret, en kommunikationsindsats, der i efteråret 2017 lancerer Roskilde som ”Alletiders Universitetsby”, ungdomsboliger, åbent universitetsbibliotek samt mobilitetsplanlægning, som bl.a. omfatter udvikling af en universitetscykelsti samt forsøg med el-cykler, delebiler mv.
 
I det løbende arbejde med institutionsakkrediteringen er der bl.a. fokus på forholdene for DVIP. Deltager DVIP i pædagogisk kompetenceudvikling, har de kontakt til de faglige miljøer og understøttes de via personaleledelse? Der er på denne baggrund udarbejdet et oplæg vedr. vilkårene for undervisningsassistenter og eksterne lektorer. Hovedprincippet er, at de skal have tilbudt en introduktion til RUC modellen og projektvejledningen, de skal have tilbud om MUS/GRUS, og de skal have mulighed for at deltage i lærermøder, mm.
 
Som bekendt er RUC blandt de 500 bedste universiteter i verden på Times Higher Education World University Ranking (THE). På den særlige liste om Social Sciences er RUC nu placeret i gruppen fra 251-300. Fagene i denne gruppe er: Communication and media studies, Politics and international studies (including development studies), Sociology and Geography. Det er ikke helt klar, hvor mange gradsudstedende universiteter, der er I verden. De officielle tal for videregående uddannelsesinstitutioner svinger i opgørelserne mellem 24.000 og 28.000.
 
De bedste hilsner og godt efterår
Anders
 

Velux Fonden giver 5,8 millioner kroner til projektet Living with Nordic Lighting

ved Mikkel Bille  (foto: Mikkel Bille: Nordvestparken, København)
 
En by er kompleks: Den består af infrastruktur såsom kloakker, veje, lyssignaler og arkitektur; den er organiseret såvel gennem teknologier som gennem jura; den har en demografi og økonomi, der forandres; den er en politisk og social kampplads, hvor velfærd, identitet, kunst og kultur udfoldes og skaber byens brug og udformning. Byen er mange ting samtidigt.
 
Projektet Living with Nordic Lighting handler om byen som stemninger, og den måde de iscenesættes gennem lysteknologier. Udgangspunktet for projektet er, hvordan mennesker er, eller bliver, stemt gennem byrum: Hvad betyder mørke, et hvidt LED-lys, eller en gammel lygtepæl for stemningen i et byrum? Hvordan iscenesættes og opleves byens stemninger? Hvordan skifter stemninger? Og hvordan kan de undersøges videnskabeligt?

Det seneste årti har budt på udskiftning af byens lys til mere energieffektive teknologier. Det har muliggjort iscenesættelsen af byen med nye farver og positioner, der kan danne ramme for menneskers færden – på godt og ondt. Lyset er central del af indretningen af byen og dens brug: Fra lys i Metroen, der søger at få passagerer til at vente i mørket og bevæge sig i lyset, til adfærdsregulerende lys, der flytter sociale problemer andre steder hen, til en hyggelig krog eller gade, hvor folk er trygge ved at opholde sig. Byplanlæggere og designere anvender således i stigende omfang lysdesign til at forme byens rum, ofte under betegnelsen Nordisk Lys, som en særlig design tradition og æstetik for det gode lys. Grundtanken er, at lysteknologier kan øge tryghed, mobilitet og energiudnyttelse. Byen er dog ikke blot en scene, folk passivt træder ind på, og tryghed er ikke det eneste, mennesker søger i deres færden i rum. Byen er et levet rum, med sociale fælleskaber, historier og skiftende stemninger, der forhandles af forskellige brugere på forskellige tidspunkter. Folk lever ikke blot i, men med Nordisk Lys, og deres forestillinger og færden toner byens stemninger.

Men hvad er en stemning? Den er jo ikke blot inde i ens eget hoved, for så ville man ikke være i stand til at træde ind i et rum og blive grebet af det. Et rum kan heller ikke automatisk bringe et menneske i en stemning, da man også kommer ind i det stemt, og der kan træde folk ind, der pludselig får stemningen til at skifte. En stemning er således ikke alene i den materielle verden eller den psykologiske, men i sammenstillingen af de to. De beror også på nogle sociale og kulturelle logikker og præferencer: Ordet hygge er et eksempel på sådan en social validering af et steds kvalitet.

Dette projekt undersøger sammenhængen mellem lys, stemninger og hverdagspraksis i tre Nordiske hovedstader. Projektet søger at forstå, og metodisk kortlægge, hvordan byens stemninger skabes i mødet mellem lysdesign og hverdagshandlinger. Projektet udvider dermed eksisterende teorier og kvalitative metoder til at forstå, hvad en stemning er og gør, ved at forankre stemninger i konkrette sociale og kulturelle kontekster. Projektet er teambaseret humanistisk forskning, der består af projektleder Mikkel Bille, professor David Pinder, en adjunkt, en post doc, en ph.d. studerende, og en ekstern konsulent, der alle bidrager med studier fra hjemmet, udendørs og indendørs arealer samt blandt planlæggere og designere. Derudover består projektet af et samarbejde med Tim Ingold, Sarah Pink og Tim Edensor, der alle har bidraget til forståelsen af stemninger og lys fra et humanistisk perspektiv.

Se endvidere pressemeddelse RUC >
 

IMT delegation deltog i Critical Edge Alliance konference i Mumbai

ved Camilla Schmidt
 
I alt 13 RUC’ere, og 4 studerende deltog i dette års konference i netværket Critical Edge Alliance med temaet: Higher Education for the 21st Century: Innovations in University-Society Partnerships. Fra IMT deltog: Lars Hulgård, Lasse Kofoed, Rashmi Singla, Katia Dupret og Camilla Schmidt.

Deltagelsen involverede både studenterworkshop, felttur, samarbejdsmøde mellem Tata Institute for Social Science og RUC, samt konference. Alle dele bar stærkt præg af at blive afholdt indenfor rammerne af et samfundsengageret og aktivistisk universitet med en stærk profil på uddannelse og forskningsmetoder.
 
Feltbesøget gik til en cooperativ systue oprettet, udviklet og drevet af lokalområdets kvinder. Systuen indgår som en del af TISS’s ’field station’, hvor studerende løbende involveres i udvikling af formidling, marketing og salgsstrategier med henblik på at øge cooperativets omsætning. Den anden del af besøget gik til TISS’s field station M-Power i universitetets fattige nærmiljø (M-Ward). Formålet med stedet er, at det både udgør de lokale borgeres mødested – offentlighed – og field station for universitetet samarbejde med lokalområdet (Mumbai’s største slumområde). Begge besøg foregik under kraftig monsunregn, så de foregik kun indendørs. (Foto: Camilla Schmidt)

Hele konferencen var desuden inviterende i forhold til de deltagende studerende. De havde deres eget seminar, hvor de arbejdede på tværs af deltagende nationer på at udvikle konkrete bud på aktiviteter og tiltag på tværs af de involverede universiteter, ligesom de deltog aktivt i alle konferencens øvrige aktiviteter. Desuden stod de studerende for det kulturelle program.
 
Billedet til venstre er af TISS rektor, professor Parasuraman, som fotograferer en af de dansende studerende til ”cultural program”. Det var en dejlig oplevelse, fordi det viser en rektor som går hele vejen for sit universitet. Det var helt tydeligt en spontan handling, han var glad, stolt og rørt over de studerendes flotte program. På den måde viste han afgørende respekt på et afgørende tidspunkt og for en afgørende målgruppe: nemlig de studerende. (Foto: Camilla Schmidt)
 
Den omfattende deltagelse af rektor og de mange ansatte på universitet, som ofte bor på campus, er fine eksempler på, at ’higher education’ i det 21. århundrede handler om at skabe troværdig værdi på flere felter, og det kan vi kun gøre med både faglighed og integritet i behold.
 
(Foto: Rashmi Singla)
 
Der var mange stærke præsentationer undervejs i konferencen, som viste eksempler på at de involverede universiteter arbejder med at udvikle deltagende undervisningsformer, nedbryde skel mellem discipliner og at bearbejde kollektive samfundsmæssige og kulturelle problemer gennem tilrettelæggelsen af undervisningen.  Et tankevækkende eksempel var en paper præsentation med fokus på en historisk begivenhed, hvor der skete omfattende etnicitetsbaseret vold i Mumbai i 1992. Begivenheden er næsten slettet og glemt fra den offentlige hukommelse. Prof K P Jayasankar og Prof Anjali Monteiro fra kommunikationsuddannelsen på TISS har involveret en gruppe studerende i at skabe et digital arkiv og interaktiv website ved at gennemføre interviews med personer der har oplevet begivenheden. Præsentationen gav inspiration til at gennemføre lignende aktiviteter med danske studerende om dansk historie omkring slavehandel.
 
Næste konference i Critical Edge Alliance foregår i 2018 ved Univarsidad de los Andes, Colombia.
 

Kort nyt fra IMT

SDS holdt Live Case hos Gehl 18-22. september

Igen år holdt Spatial Designs and Society (SDS) en fuld arbejdsuges feltkursus hos Gehl i København, som et led i Live Case kurset. Deltagerne var de 3. semesters studerende på SDS, som ikke er i praktik. De studerende arbejdede intensivt med at indsamle, analysere og præsentere data fra Allégade på Frederiksberg. Arbejdet vekslede mellem feltarbejde på gade og analyse og præsentationer i Gehls lokaler på Vesterbrogade. Hvor Gehl har et faciliteringsprojekt i gang for Frederiksberg Kommune, tilføjer de studerenderes arbejde med systematiske undersøgelse af bylivet i det offentlige rum ekstra perspektiver. De deltagende studerende arbejdede som et internationalt team, med deres baggrund i Canada, Iran, Rumænien, Polen, Litauen, England, Kina og Danmark. De indsamlede data danner endvidere baggrund for kursets afsluttende opgave. Fra Gehl deltog arkitekt Malin Nilsson, arkitekt Solvejg Reigstad og PhD Birgitte Svarre (sidstnævnte er også medlem af IMT’s aftagerpanel). Kurset ledes af Jørgen Ole Bærenholdt, IMT.
Læs mere om Gehl >
 
Foto: Jørgen Ole Bærenholdt: Kursusdeltagerne i årets intensive ugeforløb hos Gehl inkl. arkitekt Malin Nilsson (nr. 3 fra venstre) og Solvejg Reigstad (længst til højre)
 

JUMP-projektet har vundet en 2. pris i en fotokonkurrence udskrevet af EU’s regionale udviklingsfond Interreg Deutschland-Danmark

JUMP er et akronym for Jobs gennem Udveksling, Mobilitet og Praksis. JUMP-projektet søger at fremme social og faglig integration i uddannelse og på arbejdsmarkedet. Målgruppen er danske og tyske produktionsskoleelever, som ikke umiddelbart kan påbegynde en erhvervsuddannelse eller finde et job i Syddanmark og Nordvesttyskland. JUMP-projektet eksperimenterer med forskellige modeller og metodeudvikling med henblik på at fremme grænseoverskridende mobilitet og integration på det regionale dansk-tyske arbejdsmarked i samarbejde med danske og tyske virksomheder. Som led i projektet gennemføres future camps for både produktionsskoleelever og lærere på danske og tyske produktionsskoler, workshops samt efteruddannelsesaktiviteter for produktionsskolelærere, udvekslingsbesøg på danske og tyske produktionsskoler og virksomheder, praktikophold i nabolandet, aktiviteter og events i samarbejde med virksomheder, m.m. Prisen er på 150 €. 
Fra IMT deltager Christine Revsbech-Jensen og Finn M. Sommer i projektet.
 
Foto: Peter Grove Andreasen
 

Center for Socialt Entreprenørskab er del af bevilget COST ACTION ansøgning

Action "Empowering the next generation of social enterprise scholars" (EMPOWER-SE) er ambitiøs og dækker rigtige mange forskere fra 38 lande. Professor Linda Lundgaard Andersen fra IMT er samtidig blevet udpeget til dansk COST ACTION koordinator.
Læs mere om actionen her>  
 

Udnævnelse af programcensor

Anne Liveng er udnævnt til Programcensor ved Master i Helsefremmende arbeid og helsepsykologi samt ved det helsefremmende modulen i master i Global development, theory and practice (GLODE), ved Psykologisk Fakultet, Universitetet i Bergen. Udnævnelsen gælder for fire år, fra maj 2017- maj 2021.
 

Ph.d-studerende indskrevet ved IMT ph.d-skole i 2017

Benedicte Jacobsen med ph.d-projektet: Sprog i børns leg - og betydning for deltagelse i børnefællesskaber
 
Eva M. Jensen med ph.d-projektet: Mens vi venter - en analyse af menneskers hverdag med byggeri
 
Jacob Sejrup Villadsen med ph.d-projeket:  Ungdomsskolen som politisk dannelse
 
Louise Søgaard Hansen ved programmet ”Sundhed og samfund” med ph.d-projektet: Patientinddragelse i fysioterapeutisk praksis
 
Mustafa K. Topal med ph.d-projektet: Kvindekrigere i nationalbevægelser: et feministisk perspektiv
 
Nicola Nicole van Doorn med ph.d-projektet: The emergence of social innovation in rural areas
 
Søren Salling Weber med ph.d-projektet: IPS-konsulenters læreprocesser med inklusion af sindslidende i samspillet mellem psykiatri, arbejdsmarked og beskæftigelsesindsats: et indblik i moderniseringen af velfærdsstaten
 

Ph.d- forsvar oktober og november

Fredag d. 6. oktober kl. 13: Johan Lidmark forsvarer sin ph.d.-afhandling

»Människan i demokratin – människor vill vara delaktiga förankrade i sin vardag – politiker vill lyssna förankrade i sin politiska organisation«
– En samhällsvetenskaplig studie av mötet mellan den enskilda människan och politiker. Om demokrati som ett, i första hand, socialt och hälsofrämjande fenomen, och i andra hand politiskt
Sted: 02.1-031 - Geofagsal

 
Fredag d. 3. november kl. 13: Iben Charlotte Aamann forsvarer sin ph.d.-afhandling
»Kampen for det sociale renommé – Forældreskab og forebyggelse i et klasseperspektiv«
Sted: Bygning 46, Auditorie 46 - 46.1-049
 

Kommende arrangementer på IMT

Fredag d. 13 oktober kl. 12: Personalefrokost i bygning 02
 
Fredag d. 20. oktober kl. 12: Personalefrokost i bygning 02
 
Torsdag d. 26. oktober kl. 15-16.30: Torsdagstale med Jens Kramer Mikkelsen
Tidligere overborgmester i København og direktør for By og Havn
Plan, By og Proces og Geografi inviterer til oplæg og debat med Jens Kramer Mikkelsen. Han vil fortælle om omdannelsen af Københavns havnefront, om Københavns økonomiske vanskeligheder i 1980erne, om byudviklingen i Nordhavnen og meget mere. Hvad er erfaringerne fra Ørestadsbyggeriet og de tidlige etaper af havneudviklingen? Hvordan omsættes det i Nordhavnen, og hvad er udviklingsplanerne fremadrettet?
Glæd dig til spændende oplæg og debat!
Ordstyrer: Peter Skriver og Thomas Skou Grindsted
Der sælges Øl, Vin og Vand og vanen tro i en dejlig og afslappet atmosfære!
Sted: Bygning 02 - Geofagsalen
 
Torsdag d. 26. oktober kl. 15.30 - 18: BioFabLab Launch
Come by and see our new Laboratory and Greenhouse, there will be:
  • Inspirational Lightning Talks - Examples on prototyping with living matters
  • Workshops - Try playing with urban gardening and insects
  • Opening Celebration - Cake and Drinks!
Where?  At RUC - Building 4.1
 
Fredag d. 27. oktober kl. 12: Personalefrokost i bygning 02
 
Fredag d. 3. november kl. 12: Personalefrokost i bygning 02
 
Fredag d. 10. november kl. 12: Personalefrokost i bygning 02
 
Fredag d. 17. november kl. 11-13: Personalemøde i bygning 02 - Kort- og Stensalen
 

Mødematerialer

Her kan du læse mødematerialer fra IMTs råd, nævn og udvalg
Husk login...

Publikationer

Her kan du se de nyeste publikationer fra IMT

Læs mere...

Presseklip

Her kan du se presseklip fra IMTs forskere

Læs mere...
 

Kommende Nyhedsbrev

Deadline: Onsdag d. 15. november 2017
Udkommer: Uge 47