Se nyhedsbrevet online her
 
 
 
 
 
 
         
     

IMT Nyhedsbrev

I dette nyhedsbrev kan du læse om:

  • Nyt fra Anders
    • Ny minister
    • Persondataforordningen
    • Bestyrelsesseminar: efteruddannelse og digitalisering
  • Institutionsakkreditering og selvevalueringsrapport
  • Ansættelse af studiemiljøtutorer til kandidatuddannelserne
  • IMT – økonomi og prognose 1
  • Allokering og planlægning af efterårssemesteret 2018
  • Lokaler og bygninger
  • IMT ved årets Folkemøde på Bornholm
  • Personalia
    • Ny lektor ved Center for Sundhedsfremmeforskning i delestilling mellem RUC og Region Sjælland
    • Iben Charlotte Aamann var en af fem finalister i årets udgave af Ph.d. Cup
  • Tre dage om kvalitet og styring i daginstitutioner – CeDif Årskonference 2018
  • Nyt fra INUT projeket
  • Samspil mellem INUT og diplomuddannelsen til turistfører
  • Reminder: Call for Papers  June 15 - Transforming for Sustainability
  • IMT ph.d.-forsvar maj og juni
  • IMT arrangementer maj og juni
  • Eksterne IMT arrangementer
  • EAE arrangementer juni
  • IMT mødematerialer, publikationer og presseklip

Kære alle i Institut for Mennesker og Teknologi

I denne udgave af nyhedsbrevet skriver jeg lidt om den nye Uddannelses- og forskningsminister, persondataforordningen og det nyligt afholdte bestyrelsesseminar, hvor temaerne bl.a. var efter- videreuddannelse og digitalisering.
 

Ny minister

Det er jo efterhånden en gammel nyhed, at Tommy Ahlers er blevet ny Minister for uddannelse og forskning. Han er kendt som iværksætter, mangemillionær og tidligere medlem af bestyrelsen for CEPOS. Presseoverskrifter i anledning af nyudnævnelsen giver forskellige signalementer: ”Mangemillionær fra Sønderjylland bliver ny minister”, ”Den danske start-up scene jubler”, ”DF er rasende over Løkkes valg af minister”. 
 
Ahlers har kritiseret jurastudiet på Københavns Universitet for, at det ikke på noget tidspunkt ’gjorde rigtig ondt’. Han har udtalt, at Danmark skal være mere kynisk i forhold til, hvor mange der optages på universitetsuddannelserne, og at vi skal indrette uddannelsessystemet mere elitært. På et seminar på Aalborg Universitet i december 2017 præsenterede han et motto for de universitetsstuderende: “Work like a slave, command like a king, create like a god”.
 
Personer, der har mødt Tommy Ahlers, udtrykker, at han virker intelligent, åben, nysgerrig og reelt interesseret i at sætte sig ind i, hvad der foregår i universiteternes dagligdag, og hvilke udfordringer de står overfor. Ministeren aflagde et uformelt arbejdsbesøg på RUC mandag den 14. maj, hvor han talte med rektoratet om RUC’s særlige uddannelses- og forskningsmæssige profil, med forskere om vilkårene for forskning og undervisning, og hvor han besøgte forskellige faglige miljøer bl.a. FabLab og laboratoriebygningerne på NAT. Dette forstærkede indtrykket af en minister med en meget engageret og lyttende tilgang til ministerjobbet.
 
Universitetsrektorerne har taget positivt imod den nye minister. Nu afventer vi at få et mere konkret indblik i, hvilken kurs han ønsker at sætte. Iværksætteri og digitalisering bliver givetvis en del af dagordenen. Vi kan håbe, at det kombineres med budskaber om bl.a. bæredygtighed, sociale hensyn, demokratiovervejelser og etik. 
 

Persondataforordningen

Den danske persondatalov har siden 2000 stillet krav til virksomheder om at beskytte persondata. Den 25. maj 2018 træder EU’s nye persondataforordning i kraft. Det ændrer ikke meget i grundlaget for personbeskyttelsen, men det ændrer i høj grad straframmen for ikke at overholde reglerne.  På RUC reguleres administrationen af reglerne fra centralt hold ligesom drøftelser med tillidsrepræsentanterne varetages centralt. Der er udsendt en detaljeret vejledning vedr. opbevaring af forskellige typer af data, herunder personhenførbare data.

Der er næppe nogen, der er uenige i intentionerne med lovgivningen og reglerne på området, men det giver os alle nogle ganske alvorlige og tidskrævende udfordringer i forhold til vores håndtering af mail- og filarkiver.  Mange har brugt mailen som deres vigtigste arkiv til opbevaring af korrespondance og tilknyttede dokumenter. Fremover skal nogle mail slettes øjeblikkeligt, nogle kan opbevares i nærmere bestemte perioder og andre kan forblive i mailboksen.  I institut for Mennesker og Teknologi vil vi benytte et personalemøde til at få et mere præcist billede af reglernes betydning for vores praksis og til at vejlede om, hvordan vi fremover vil kunne håndtere mail og filer hensigtsmæssigt og med mindst muligt tidsforbrug. For at tilbuddet kan benyttes af så mange som muligt, vil vi gentage arrangementet for dem, som ikke har mulighed for at deltage i personalemødet.
 

Bestyrelsesseminar: efteruddannelse og digitalisering

Den 7. og 8. maj afholdt RUC bestyrelsesseminar om bl.a. efter- /videreuddannelse og digitalisering.

Direktøren for DEA, Stina Vrang Elias holdt oplæg om efter- og videreuddannelsesområdet. Bagefter drøftede bestyrelsesmedlemmer, rektorat og institutledere kort aktiviteterne på RUC.

Af konkrete aktiviteter blev bl.a. nævnt masteruddannelse, diplomuddannelse, individuelle og moduliserede masterforløb, udbud af ECTS belagte kurser, som både kan benyttes af RUC studerende og selvbetalere (tompladsordning), udbud af ECTS belagte kurser som led i mere omfattende samarbejdsaftaler med udenlandske universiteter, udbud af masterclasses som led i at opfylde formidlingsforpligtelsen i eksternt finansierede forskningsprojekter eller som sommeruniversitet, forskningsværksteder og Cloud-Campus. Der blev samtidig fokuseret på digitale udbudsplatforme f.eks. i samarbejde med professionshøjskole og erhvervsakademi. Det blev understreget, at en øgning og differentiering af efter- og videreuddannelsesindsatsen forudsætter økonomiske modeller, som kan sikre, at øget aktivitet på området også fører til en øgning af den forskningsbaserede undervisning.

Bestyrelsesmedlemmerne gav udtryk for, at drøftelsen havde været lige lovlig kort og anmodede derfor rektoratet om at udarbejde en analyse og et oplæg med anbefalinger vedr. området, som kan behandles på et kommende bestyrelsesmøde.

Bestyrelsesseminaret havde både fokus på digitalisering som indhold i universitetsundervisningen og som digital understøttelse af undervisningen. Michael Caspersen, direktør i IT Vest holdt oplæg om IT som nyt sprog i uddannelserne og forskellige begreber om digital kompetence. Mette Wichmand fra IKH holdt oplæg om digital undervisning og visioner for RUC med særlig vægt på, hvordan digitale spil kan benyttes som indgang til arbejde med interventioner i forhold til store globale udfordringer. Peter Busch Jensen fra IMT hold oplæg om læringsteknologi og uddannelse – mellem våde drømme og tørre realiteter, hvor han bl.a. kom ind på udfordringer og muligheder i digitalt støttet undervisning i forhold til at øge de studerendes udbytte af studiearbejdet.  RUC’s initiativ vedr. Virtual Reality blev også berørt.

Der var bred tilslutning til, at digitalisering som undervisningsindhold og som led i den pædagogiske tilrettelæggelse må tage udgangspunkt i de studerendes læringsbehov. Der var samtidig tilslutning til, at RUC i særlig grad skal gøre en indsats i forhold til digital understøttelse af modellen med problemorienteret projektlæring (PPL), hvor det deltagerstyrede, eksemplariske, tværfaglige og kollaborative spiller en central rolle. Indholdsmæssigt blev der skelnet mellem digital dannelse som en bred basis for alle RUC-studerende og digitalisering som fagspecialiseret indhold. Bestyrelsen ser gerne, at RUC udarbejder en egentlig strategi på området.

De bedste hilsner
Anders Siig Andersen
Institutleder
 
 

Institutionsakkreditering og selvevalueringsrapport

Forberedelserne til institutionsakkrediteringen af RUC bevæger sig i øjeblikket fra at udvikle kvalitetssystemet og implementere de tiltag, som ikke i forvejen var sat i værk, til nu at rette sig mod at kunne tage imod panelet og deres spørgsmål.
 
Der er stor ros til alle vores uddannelsesmiljøer, studieledere og undervisere, som har arbejdet hårdt med at få indarbejdet gode praksisser til kvalitetssikring af undervisningsaktiviteter, opfølgning og udvikling på de enkelte uddannelser. Uddannelseskoordinatorerne har gjort en stor indsats for at samle dokumentation for det arbejde, som går tilbage i tiden og understøtte at uhensigtsmæssigheder rettes op, samt ikke mindst udvikle principper og praksisser til kvalitetssikring og dokumentation frem ad banen.
 
Forberedelsen på panelets besøg indebærer, at vi skal aflevere en selvevalueringsrapport (SER), som beskriver RUC’s kvalitetssikringssystem. Under arbejdet med rapporten er det blevet meget tydeligt, hvad RUC’s uddannelsesmodel indebærer, og i hvilken grad denne er styrende for al arbejde med uddannelsernes udvikling og kvalitet på tværs af universitetet. Den pædagogiske model, som indebærer projektarbejde, tværfaglighed og gruppearbejde omsættes i arbejdet både i måden vi arbejder med at skrive rapporten (hele ledelsen arbejder i fællesskab om at udarbejde og bearbejde tekstuddrag) og den videre bearbejdning, som gør det tydeligt, at vi tager det alvorligt – også på ledelsesniveau.
 
Det afsluttende arbejde med rapporten indebærer at to eksperter gennemlæser og kommenterer rapporten – den ene er tidligere rektor ved RUC Henrik Toft Jensen. Herefter gennemskrives rapporten på baggrund af tilbagemeldinger fra de to eksperter og sendes til behandling i UDDU og endelig godkendelse i UL. Rapporten bliver afleveret til Akkrediteringsinstitutionen d. 20. august.
 

Ansættelse af studiemiljøtutorer til kandidatuddannelserne

I det forløbne år har vi været meget glade for det arbejde, som vores to studiemiljøtutorer på HUMTEK har udført med henblik på at understøtte de bachelorstuderendes studieforløb og udvikle deres kompetencer som studerende ved RUC. De hjælper de studerende med at føre deres ideer til fælles aktiviteter, faglige arrangementer ud i virkeligheden, og understøtter dermed sammenhængen mellem det faglige og det sociale liv som studerende på HUMTEK.

De gode erfaringer fra HUMTEK har studiemiljøudvalget ønsket at udbrede til kandidatuddannelserne også. Det betyder, at vi inden opstart af næste semester vil ansætte to studiemiljøtutorer på kandidatuddannelserne. De vil i første omgang fokusere på at understøtte de internationale studerendes studiestart og udvikling af et godt studiemiljø på de engelsksprogede uddannelser, som optager mange internationale studerende.

De internationale studerende kommer fra meget forskellige typer uddannelser og har i meget forskellig grad erfaring med RUC’s arbejdsform. Fokus vil derfor i første omgang rette sig mod at hjælpe dem godt ind i den pædagogiske arbejdsform, som indebærer høj grad af deltagelse og selvstændigt initiativ fra de studerendes side. Desuden er det blevet tydeligt, at de i særlig grad har brug for at blive hjulpet til at forstå uddannelsesstrukturen, semesterplanen, vægtningen og forholdet mellem aktiviteterne, eksamensformerne, arbejdsformerne osv.

På den længere bane vil vi udbrede indsatsen til de kandidatstuderende i mere generel forstand. Vi glæder os til at drage nytte at studiemiljøtutorernes gode ideer. Tag godt imod dem.
 

IMT – økonomi og prognose 1

Instituttet har i begyndelsen af maj udarbejdet prognose for den økonomiske udvikling i 2018.

Prognosen viser samlet set, at instituttet forventer at følge budgettet og komme ud af året med et økonomisk resultat i balance. En prognose bygger altid på en række forudsætninger og forventninger – tillagt erfaringer og vurderinger af fremtiden. Det forventes, at indtægterne fra STÅ (uddannelsestaxameter) vil være stabilt for instituttet samlet set. Denne forventning  afspejler mindre udsving mellem uddannelserne.

Den eksterne forskningsvirksomhed forventes ligeledes at følge budgettet og ligge på at niveau svarende til tidligere år: Dette afspejler, at instituttets forskere i 2017 modtog en række nye – og i flere tilfælde store – forskningsbevillinger.

På udgiftssiden følges budgettet ligeledes – både i forhold til løn og øvrig drift.
 

Allokering og planlægning af efterårssemesteret 2018

Arbejdet med at planlægge undervisning og vejledning for efterårssemesteret skrider støt frem – og 19. juni er sat som bagkant for afslutning af arbejdet – med udmelding om allokering til de enkelte uddannelser, forskere og eksterne lektorer, m.fl..

Alle forskere og eksterne lektorer skulle indsende ønske-/planlægningsmateriale ultimo april. Disse bidrag danner baggrund for planlægningen.  Der har herefter været afholdt møder mellem instituttets studieledere og sekretariatsleder/viceinstitutleder for at koordinere arbejdet.

Instituttet allokerer til alle RUC’s fire bacheloruddannelser og der er ligeledes afholdt koordinerende møder med bachelorstudieledere og de involverede institutter.

Et særligt forhold i efterårssemesteret vedrører omlægningen af ekstern censur på kandidatuddannelsernes studenterprojekter til intern censur/medbedømmelse. Der arbejdes på RUC med at fastlægge fælles normer for dette arbejde og en model for finansieringsrammer. Det forventes, at der vil ligge en afklaring herom inden medio juni.
 

Lokaler og bygninger

Ombygningen af bygning 03 – og instituttets (og RUC Administrations) indflytning 15. januar 2019 forløber fortsat efter planen. IMT’s lokaleudvalg vedr. bygning 03 – er etableret med deltagelse af repræsentanter fra arbejdsmiljøudvalget og de involverede uddannelsers studieledere. Udvalget har holdt møde med orientering og drøftelse af de foreliggende planer vedr. bygningens overordnede indretning, brugerfunktioner, materialer, m.v.. Næste skridt bliver at komme den faktiske indflytning nærmere – herunder i forhold til de enkelte miljøers og ansattes placering i bygningen og indretning af fællesarealer og studiemiljøer.

Der er ikke nyt om øvrige lokaleforhold – og dermed instituttets adgang til bygninger udenfor bygning 02 og 03.

Det forventes, at universitetet vil prioritere at bevare bygningerne i pergolaen og i stedet vælger at opsige bygninger i ”sumpen”. Dette indebærer en kabale, hvor særligt SAMBACH og dele af IMT skal finde en deling af bygninger i pergolaområdet.

For IMT er der herudover et særligt hensyn i forhold til at skaffe udvidede rammer til DATINF-faglighed og uddannelser – idet uddannelserne har haft en meget anseelig vækst gennem de seneste 3-4 år – og ikke længere vil kunne rumme ansatte og studerende alene i 8.2.
 
Foto: Fotograf Joshua Tree Photography

IMT ved årets Folkemøde på Bornholm

14. Juni kl. 15-16: Livsrum og lokale fællesskaber - er de en ny vej frem?
Charlotte Bech Lau, post.doc ved Sundhedsfremme er inviteret af INSP! Roskilde og Helsingør kommune til at tale om og debattere: ”Fællesskaber og  kulturlivs betydning for unge i et sundhedsfremme perspektiv”. Bl.a. udfra spørgsmål som: Har ”festivalen”, f.eks, Roskilde festivalen, som en uges frirum for unge forstærket relevans i en tid, hvor de skal være perfekte, præstere og være ”på” hele tiden? Kan vi ligefrem tænke ”festivalen” som en sundheds- og trivselsfremmende indsats - og hvordan kunne vi få mere af den slags ind i vores, og især de unges, hverdagsliv? Om den umiddelbare effekt og mere langsigtede virkning vi vil kunne opnå, hvis vi lavede en turnaround og som samfundsstrategi investerede mere i det gode liv og lokale fællesskaber – vil det være en god investering? Debatten vil foregå sammen med Henrik Abildtrup, social- og sundhedsdirektør, Rødovre Kommune, By og bolig: Bo Jørgensen, direktør, Boligselskabet Sjælland og socialminister Mai Mercado.
Sted: Den Sociale Scene/A28 i Danchells Anlæg
 
16. juni kl. 12-13: Hvordan får man modet til at formidle?
Iben Charlotte Aamann deltager sammen med andre Ph.d. Cup-finalister og stjerneforskere i en debat om uddannelse og formidling, hvor de taler om modet til at formidle forskning offentligt.
Sted: Informations Græsplet/F25 ved Allinge Røgeri
 
16. juni kl 13.30-14.30: Ny forskning - oplev finalisterne fra Ph.d. Cup
Her vil Iben Charlotte Aamann fortælle om sin forskning i hvordan sundhed er blevet en ideologi, der knytter an til klassebaserede moralske distinktioner og forklare, hvorfor klasse overhovedet er et relevant begreb at inddrage i dansk sundhedsfremmeforskning.
Desuden giver hun et rids af det ny, spirende forskningsfelt, ph.d.-en tegner konturerne af: Sundhedsvæsnets rolle i forhold til ulighed i sundhed, det, der også betegnes ”den 11. determinant”: Der er en stigende erkendelse af, at mennesker med kort eller ingen uddannelse, på tværs af køn og etnicitet, både har dårligere adgang til og effekt af sundhedsvæsenets ydelser. Vi har brug for viden om, hvorfor det forholder sig sådan og hvad der kan gøres for at øge lighed i adgang og effekt.
Sted: Informations Græsplet/F25 ved Allinge Røgeri
 
Læs mere på Folkemødets hjemmeside >
 

Personalia

Ny lektor ved Center for Sundhedsfremmeforskning i delestilling mellem RUC og Region Sjælland

Anne Leonora Blaakilde, ph.d.og cand. mag.i folkloristisk, retorik og etnologi med speciale i aldringsforskning, blev i 2017 ansat som konsulent og forsker ved PFI i Region Sjælland, hvor hun ved hjælp af kvalitative metoder arbejder med befolkningssundhed, ulighed i sundhed og personcentreret sundhed. Nu får Anne Leonora en forskningstilknytning til RUC, og vi ser frem, både til den brobygning mellem forskning på RUC og regionen på sundhedsfeltet, som dette kan bidrage til, og også til at få gavn af Anne Leonoras ekspertise inden for humanistisk sundhedsforskning med særlig fokus på aldring og ældre. Anne Leonora er blandt andet medlem af The Nordic Network for Studies in Narrativity and Medicine og det europæiske forskningsnetværk Navigating Knowledge Landscapes med fokus på on-line and off-line communication and distribution of medical information with impact on treatment, recovery, well-being, and quality of life. Hun har desuden været medlem af COST-actionen Interfasol (Intergenerational Family Solidarity Across Europe, 2014-18).

Anne Leonora har arbejdet gennem en del år i Dansk Gerontologisk Selskab, hvor hun i 2004-14 var hovedredaktør af fagtidsskriftet Gerontologi. Aldring og ældre – forskning og udvikling. Hun har kombineret kulturteoretisk aldringsforskning med andre forskningsemner, fx kulturhistorisk familie-, generations- og kønsforskning i afhandlingen Bedstemorsnak. Et kulturanalytisk studie af ældre kvinders liv i dansk familiekultur i det 20. århundrede, med medieforskning i det VELUX-støttede projekt Aldring og alderdom i medierne og ældre menneskers mediebrug med særligt henblik på studier af radiolytning i livshistorisk perspektiv, ligesom hun siden 2007 har beskæftiget sig med ”mobility and migration in later life” og ”ageing in place”, både studeret i et velfærdsstatsperspektiv og eksplorativt undersøgt ved hjælp af sensorisk etnografi.
Dette er en forskning, som er højaktuel og kan bringe nye perspektiver til sundhedsfremmeforskning i migration både inden for nationale grænser og transnationalt.
 

Iben Charlotte Aamann var en af fem finalister i årets udgave af Ph.d. Cup

Ph.d. og ekstern lektor Iben Aamann fra IMTs Center for Sundhedsfremmeforskning var en af fem finalister i årets udgave af Ph.d. Cup, som fandt sted d. 24. april. Formidlingskonkurrencen er et samarbejde mellem Dagbladet Information, DR og Lundbeckfonden.
 
Ph.d. Cup har som formål at sprede dansk forskning til en bred offentlighed ved at sætte fokus på de bedst formidlede ph.d.-afhandlinger fra de danske universiteter. Det sker blandt andet med et tv-transmitteret finaleshow i DR Koncerthuset, som kan ses her >
Desuden har Dagbladet Information bragt artikler om de fem forskere. Læs artiklerne her >
 
På baggrund af en indsendt tekst er finalisternes ph.d.-er blevet udvalgt ud fra to kriterier:  Forskningen skal være godt formidlet og den skal være samfundsrelevant.
 
I forbindelse med finalepladsen har Iben Aamann og de fire andre finalister fået medietræning af en skuespiller og hjælp til deres manuskript af en tekstforfatter. 
Læs Iben Aamanns formidlingstekst her >
 

Tre dage om kvalitet og styring i daginstitutioner – CeDif Årskonference 2018

Center for Daginstitutionsforskning afholdte i starten af maj en tre-dages konference for forskere, pædagoger, konsulenter og studerende.
 
De første to dage var ”researchers only”, hvor danske og nordiske forskere drøftede deres nyeste projekter om bl.a. pædagogers arbejdsliv, politiske tendenser på dagtilbudsområdet i Sverige og ledelse i dagtilbud mellem praksis og forvaltning. Det var spændende dage med frugtbare møder på tværs af institutioner; RUC, DPU, UCC, UCL, CBS, SDU samt norske og svenske universiteter.
Fredag d. 4. maj blev dørene åbnet for pædagoger, konsulenter, studerende og andre interesserede – hele 130 deltagere var samlet til en heldagskonference med oplæg og inspirerende debatter i festsalen på DPU.
Konferencen, som er den største CeDif har haft til dato, blev afholdt på DPU (Emdrup), som er samarbejdspartner i centret.  
 

Nyt fra INUT-projektet

ved Henriette Kragh Jacobsen
 
Det 3-årige forsknings- og udviklingsprojekt ’Innovation og Udvikling af Bæredygtig Bynær Naturturisme’ (INUT), der er støttet af Innovationsfonden, er nu halvvejs i mål. I projektet deltager forskere fra Københavns Universitet og fra Roskilde Universitet samt den private arkitekttegnestue NORRØN. Desuden indgår studerende fra hhv. Turistføreruddannelsen på RUC og Natur- og Kulturformidleruddannelsen på KU/Metropol, samt en række entreprenante turudviklere.

Foto Henriette Kragh Jacobsen:
Projektleder for INUT Jane W. Meged og projektdeltager Jesper Holm fra IMT ses her på en testtur, som gik til Naturpark Amager med sankestop på strandengene ved Gåserepublikken i Dragør.
 
Prospekter for to naturområder
I begyndelsen af 2018 har NORRØN fremlagt en samlet udviklingsplan med konkrete forslag til infrastrukturer, faciliteter og attraktioner i henholdsvis Naturpark Amager og Nationalpark Skjoldungernes Land, der begge er valgt som cases i INUT-projektet på grund af deres beliggenhed som bynære naturområder.

Planerne understøtter et narrativ for hver af parkerne, der skal skabe en større fortælling og som underbygger identiteten og oplevelsen af de to parker. Narrativet for Nationalpark Skjoldungernes Land er defineret som ’Et sagn i live’ og for Naturpark Amager er det blevet ’Det menneskeskabte land’.

Workshops for turudviklere
Henover foråret 2018 har Turistføreruddannelsen faciliteret og været vært for en række workshops for 20 entreprenante turudviklere, hvis mål det har været at udvikle nye turprodukter for danske og udenlandske turister i de to parker.

I 10 nyudviklede produkter er der fokus på både bæredygtige elementer og den bynære natur samt et lærende element for deltagerne. Her i maj måned er produkterne i form af en ’Løvens Hule’ blevet præsenteret for relevante operatører i turismebranchen, ligesom der er foretaget tests af to guidede ture.
 

Samspil mellem INUT og diplomuddannelsen til turistfører

ved uddannelsesleder Susanne Haraszuk
 
I forårssemestret på diplomuddannelsen har vi, som en del af INUT, bevæget os innovativt i krydsfelter mellem forskellige uddannelser, professioner og aktører i turismebranchen. Vi har kombineret 10 workshops for en gruppe på 20 entreprenante turistførere og naturvejledere med studieaktiviteterne for uddannelsens studerende og et hold fra BA i Natur- og Kulturformidling på Skovskolen/KU.
 
Foto Susanne  Haraaszuk:
Lektor Hans Gelter, Luleå Universitet, som her guides baglæns i Boserup Skov, stod for et tankevækkede oplæg om guidens normative rolle: The transmodern guide – Beyond co-production and traditional sustainability.
Både de professionelle turudviklere og de studerende har været gennem ”Løvens hule” og præsenteret nye koncepter og turprodukter over for aktører i turismebranchen. Det er et format vi allerede søsatte under INUT i 2017 og det bliver nu forankret på uddannelsen i de to nye moduler inden for innovation og entreprenørskab.
 
INUT har allerede sat sine spor i studiekulturen på diplomuddannelsen. To af de syv grupper, som i april var til eksamen på RUC i det valgfrie modul, har valgt opfølgende at gå til audition i det landsdækkende innovationsprogram turismX,  Gennem INUT-forløbet har de studerende fået oparbejdet et dybere kendskab til branchen samt netværk med dens aktører. Omvendt set har flere i branchen fået øjnene op for, at de uddannede guider – turistførerne – ikke alene behersker de kendte og klassiske turprodukter, men også tænker innovativt og opdyrker nye forretningsområder.
Læs mere i Turistføreruddannelsens nyhedsbrev nr. 7 >
 

Reminder: Call for Papers June 15 - Transforming for Sustainability

Roskilde University and UN City Copenhagen are hosting the conference 'Transforming for Sustainability'.

The conference will take place on the 28th and 29th of November 2018 in UN City Copenhagen.

The conference 'Transforming for Sustainability' strives to explore a broad range of perspectives from academic researchers, as well as public and private organisations concerning the UN Sustainable Development Goals (SDGs). Moreover, the conference seeks to create an inclusive community of researchers, private and public organizations from Denmark and abroad as well as promote interdisciplinary solutions to the SDGs.
 
The UN Sustainable Development Goals (SDGs) unites all aspects of sustainable development: People, Planet, Prosperity, Peace and Partnerships. To support these goals, there is a need for interdisciplinary research. The conference aims to facilitate interdisciplinary discussions with regard to three tracks relating to cities (SDG 11), food and bio production (SDG 12) and coast and oceans (SDG 14) (for details, please see the attached documents: call for papers). Each theme will be explored through three sub-categorical themes:
 
1.  Technological opportunities and challenges
2.  Governance
3.  Behavioural change, communication and citizenship
Please upload your paper here >
Further information >
 

IMT ph.d.-forsvar maj og juni

28. maj kl. 13: Heidi Enehaug forsvarer sin ph.d-afhandling
med titlen: "Å lære av det gamle, for å forberede seg på det nye – En studie av medvirkningens betydning for organisatorisk utvikling og læring"
Sted: Bygning 02, Lokale 02.1-031 - Geofagsal 02
 
1. juni kl. 13: Camilla Bernild forsvarer sin ph.d.-afhandling
med titlen: "Pårørendeinddragelse i praksis – et aktionsforskningsprojekt på en hospitalsafdeling"
Sted: Bygning 02, Lokale 02.1-031 - Geofagsal 02
 

IMT arrangementer maj og juni

18. maj kl. 12.00-13: Personalefrokost i GEOFAG-SAL
12-12.30: Oplæg om HR-management ved HR-konsulent Camilla Holm-Nielsen
Oplægget er særligt relevant for VIP'erne.
12.30-13: Personalefrokost
 
25. maj kl. 12-13: Personalefrokost i 02
 
29. maj kl. 14: Afskedsreception for Ritta Juel Bitsch i 02
 
31. maj kl. 12.15-13.15: MOSPUS lunch seminar
Jonas Larsen holder oplæg om: Theorizing new urban tourism: Everyday practices, performances, rhythms and gazes. 
Sted: Kort- og Stensalen bygning 02
 
31. maj kl. 15-17: Bogreception: Det store blandt de små – om små børns venskaber
CeDif og forlaget Dafolo inviterer til bogreception d. 31. maj for antologien ”Det store blandt de små – om små børns venskaber”, hvori centerforskerne Kim Rasmussen og Thomas Gitz-Johansen har bidraget med kapitler.

Små børns venskaber har enorm betydning, men det er ikke altid nemt at få øje på som voksen. I denne bog præsenterer en række forskere forskellige vinkler på børns venskaber fra et børneperspektiv.

Til receptionen vil Tine Basse Fisker, som har redigeret bogen, samt bidragsyderne Kim Rasmussen og Thomas Gitz-Johansen præsentere pointer fra deres respektive kapitler.

Dafolo byder på et lille glas og snacks efterfølgende, og bogen kan købes til særpris.
Sted: Lokale 8.1-032
Tilmelding her >
 
8. juni kl 14-17: Institut forskningsseminar: Mennesker, teknologi og arbejde
 
15. juni: MPO dimissionsfest i glaspyramiden
 
15. juni: MSF dimissionsfest i Geofagsalen
 
15. juni fra kl. 15:  IMT sommerseminar og Tour de forskningsmiljø
Program:
Kl. 15.00: Bygning 02, Velkomst ved Anders Siig Andersen
Kl. 15.30: Bygning 06, Tour de chambre/Tour de Forskningsmiljø ved Psykologi
Kl. 16.30: Bygning 08, Tour de chambre/Tour de Forskningsmiljø ved Pædagogik
Kl. 17.30: Bygning 02, Serveres der grill-buffet i haven, tilmelding nødvendig

Tilmelding senest onsdag den 7. juni.
 
21. juni: MUL dimissionsfest i foyeren i bygning 00
 

Eksterne IMT arrangementer

Under The Oak – Bloom © fotograf Malthe Ivarsson
Foto: Under The Oak – Bloom © Malthe Ivarsson
26. maj kl. 16.45-17.30: Det Unge Akademi præsenterer: Det utænkelige
Mikkel Bille er medarrangør af en debat om 'Det utænkelige' på årets Bloom festival i København. Bloom er en festival om natur og videnskab.
Sted: Spring Scenen, Søndermarken, København
Læs mere på Blooms hjemmeside >
 
11-13. juni: Ph.d.-kursus: DTH 6.0
Det 6. ph.d-kursus i Designing Human Technologoienafholdes i  Casa Natura Villa Santi – Località Daone Montagne, Italien – 11-13 juni, 2018, organiseret af RUC og  University of Trento, Italy.

Kursusformen er oplæg fra ’faculty’ deltagerer og intensiv vejledning af de phd-studerende ud fra deres oplæg. Vejledning foregår i grupper med 5 ph.d.-studerende og med mindst 2 faculty members i hver gruppe.

Kurset er gratis for deltagerne, dog skal man selv betale for rejsen dertil.
 
Er du interesseret i at deltage i phd-kurset, kontakt da straks Jesper Simonsen simonsen@ruc.dk
Læs mere på DHT 6.0 hjemmeside >
Læs DHT 6.0 opslag på Facebook >
 

EAE arrangementer i maj og juni

15. juni 9-11: Moodle inspiration
Moodle er RUCs læringsplatform, hvor alle kurser har et online kursusrum. På dette 2-timers kursus gives der inspiration til brug af flere Moodles muligheder og funktioner, Eksempler på Moodle-kursussider, litteratur i Moodle og video i moodle.
 
Læs mere her og tilmeld dig senest 8. juni >
19. juni 9-12.30: NVivo overbygning
Kvalitative data i form af udskrifter af interviews, videooptagelser, litteraturreviews samt større samlinger af litteratur kan med fordel analyseres med programmet NVivo. Formålet med denne workshop er at give deltageren mulighed for at arbejde selvstændigt med egne materialer med mulighed for vejledning og support undervejs.
 
Læs mere her > (Bemærk tilmelding var d. 12. februar)
 

Mødematerialer

Her kan du læse mødematerialer fra IMTs råd, nævn og udvalg
Husk login...

Publikationer

Nyeste publikationer fra Institut for Mennesker og Teknologi

Læs mere...

Presseklip

Presseklip fra Institut for Mennesker og Teknologis forskere

Læs mere...
 

Om IMT Nyhedsbrev

Redaktør
Niels Hilfling Nielsen
 
Indslag og billeder
Indslag og FOTOS sendes til hilfling@ruc.dkruc.dk
 
Næste nummer af IMT Nyhedsbrev
Deadline: Onsdag d. 6. juni
Udkommer: D. 21. juni
 
Du kan læse tidligere IMT Nyhedsbreve på intranettet >